OCD - overvejende obsessiv type ("Pure O")

ocd obsessiv

Overvejende obsessiv OCD er en af tre typer OCD. De to andre er overvejende kompulsiv OCD og OCD – blandet type.

OCD’ens voldsomme tvangstanker

Hos nogle OCD-ramte er der flest tvangstanker. Det kalder man for overvejende obsessiv OCD. Og noget af det, som kendetegner tvangstanker inden for Pure O er, at de ofte er meget voldsomme i deres indhold. Tankerne hopper på det værste, man kan forestille sig. Temaerne omhandler ofte vold, død, perversioner eller sindssyge.

Nogle klassiske tvangstanker

  • Hvad nu hvis jeg er pædofil?
  • Hvad nu hvis jeg kunne finde på at dræbe eller skade en, jeg elsker (min kæreste, mit barn, mine søskende)?
  • Er jeg mon ved at blive sindssyg?
  • Hvad nu hvis jeg kunne finde på at hoppe ud af vinduet?
  • Har jeg de rette følelser for min partner, mit barn eller mine forældre?
  • Hvad nu hvis jeg har været min partner utro, men ikke kan huske det?
  • Kan jeg finde på at køre andre ned i min bil eller skubbe dem ud foran et tog?
  • Er jeg homoseksuel, og har jeg bygget hele mit parforhold på en løgn?
  • Hvad nu hvis jeg er pervers og tænder på dyresex?
  • Hvad nu hvis jeg tidligere har overskredet nogens grænser uden at opdage det?
  • Hvad hvis jeg får en impuls, som jeg ikke kan styre?

 

Tanken om at køre galt

De fleste af os kender til for eksempel at køre bil og få en tanke som “Hvad nu hvis jeg drejede på rattet nu og kørte over i modsatte vejbane?”. For de fleste af os er tanken væk igen lige så hurtigt som den kom. Obsessioner eller tvangstanker er nemlig noget, som 80-85% af os får fra tid til anden. Ligesom alle andre tanker er disse tanker flygtige og forbipasserende og vil hurtigt blive afløst af andre tanker, hvis vi lader dem være. De 2-3%, som lider af OCD, vil blive meget bange for disse tvangstanker og vil måske tænke, at “hvis jeg får tanken, kan jeg også handle på den”.

Undvigelse og tvangstanker

Derfor vil den OCD-ramte gøre alt andet end at lade tanken være. I stedet vil man bruge meget tid på adfærd, som har til hensigt at dæmpe ubehag, neutralisere tvangstanker, komme af med tvivl, sikre sig imod at noget dårligt sker – men på den lange bane er den type adfærd vedligeholdende for OCD’en. Man vil måske prøve at undertrykke tanken ved at tænke på noget andet eller ved at se videoer på YouTube eller TikTok, høre en podcast eller tale med andre.

Håndtering af tvangstanken

Det kan også være, man vil forsøge at neutralisere tanken ved at tænke på noget godt eller på det modsatte af tvangstanken. Eller man vil mærke efter, hvilke følelser man får og hvordan man har det i kroppen, når man tænker på for eksempel at gøre skade på andre (eller andre tvangstanker). Det kan være, man forsøger at undgå sine triggere (børn, skarpe knive, bestemte samtaleemner) eller benytter sikkerhedsadfærd (f.eks. at stå langt fra perronen, bruge uskarpe knive). Det kan også være, man gransker sin hukommelse for at finde ud af, om man på et tidspunkt har sagt, gjort eller tænkt noget forkert. Eller man får en stærk trang til at fortælle sine nærmeste om sine tanker eller sikkerhedsspørge, for eksempel “Du tror ikke, jeg har gjort noget forkert, vel? Tror du, der er noget galt med mig? Er det normalt at have disse tanker? Har du også prøvet at tænke/føle/gøre det her?”

Strategierne forstærker kun OCD’en

Ovenstående er nogle af de typiske tvangshandlinger ved overvejende obsessiv OCD. Nogle af disse strategier vil kortvarigt dæmpe uro eller ubehag, men på langt sigt vedligeholde OCD’en. Andre strategier vil virke modsat hensigten. For eksempel vil man som regel blive ved at være i tvivl, uanset hvor meget man gransker sin hukommelse. Og man vil oftest blive frustreret over, at ens forsøg på at undertrykke sine tvangstanker ved at se skærm ikke virker særlig godt.

ocd obsessiv

5 gode råd til håndtering af Pure O

At starte med at forstå OCD er afgørende. Denne proces indebærer at erkende, hvorfor tvangstanker opstår, og hvordan uhensigtsmæssige strategier opretholder lidelsen.

Et vigtigt skridt er at træne sig selv i at reducere opmærksomheden på tvangstanker. Dette indebærer at øve sig i at lade tankerne passere uden at engagere sig i dem aktivt.

Det er essentielt at identificere og reducere tvangshandlinger samt undgåelsesadfærd, da disse forstærker OCD. Dette kan omfatte at stoppe tankeundertrykkelse, søgen efter beviser og undgåelse af angstprovokerende situationer.

Tanker og mentale billeder, der opstår i forbindelse med OCD, skal anerkendes som netop det – tanker. Det er vigtigt at forstå, at tankerne ikke nødvendigvis afspejler virkeligheden og derfor ikke bør diktere ens adfærd.

Søg kvalificeret hjælp og vejledning, hvis OCD begynder at påvirke din dagligdag negativt. Kognitive adfærdsterapeutiske metoder er ofte effektive til at behandle OCD og kan give dig de nødvendige værktøjer til at håndtere lidelsen.

Har du spørgsmål eller brug for en uforpligtende snak, hvor vi kan afklare, om jeg kan hjælpe dig, er du meget velkommen til at ringe eller skrive til mig.