Generaliseret angst

Generaliseret angst er kendetegnet ved, at de, der er ramt, bekymrer sig meget. Voksne med generaliseret angst vil ofte kunne genkende tendensen til at bekymre sig mere end andre helt tilbage til barndommen.

Jeg er specialiseret i metakognitiv terapi – en metode, der behandlingsmæssigt viser rigtig gode resultater i forhold til generaliseret angst.

Ved generaliseret angst og andre angstlidelser kan kroppen godt drille lidt ved at vi oplever en fysisk reaktion på bekymringerne. Vi bliver måske anspændte eller urolige og får kvalme, ondt i maven eller hjertebanken. Den fysiske reaktion vil øge vores overbevisning om, at der er noget at bekymre sig om – og så kværner vi rundt i bekymringerne eller prøver at problemløse, selv om problemet ikke er aktuelt.

Bekymringerne kan synes ude af kontrol, så man føler sig ude af stand til at lade bekymringerne være, selv om man gerne ville. Det kan også føles meget vigtigt at tænke bekymringerne igennem for at kunne komme problemer i forkøbet eller være på forkant.

Det er hårdt arbejde at bekymre sig, og mennesker ramt af generaliseret angst døjer ofte med kropsligt ubehag som muskelspændinger, spændingshovedpine og dårlig søvnkvalitet.

Den gode nyhed er dog, at de fleste af vores bekymringer ikke bliver til noget, og at man i et metakognitivt terapiforløb kan lære ikke at tage sorgerne på forskud.

Vi vil sammen se på, hvad der holder din angst og dine bekymringer i gang, og du vil igennem dialog og øvelser lære at lade dine bekymringer være.

Har du spørgsmål eller brug for en uforpligtende snak, hvor vi kan afklare, om jeg kan hjælpe dig, er du meget velkommen til at ringe eller skrive til mig.