Hjernerystelse og psykiske følger
Når man pludselig reagerer på en måde, der ikke føles som en selv – uden at kunne pege på hvorfor.
Der er noget ved en hjernerystelse, som ikke altid nævnes, når man taler om den: hvor meget den kan påvirke humøret og følelseslivet. Mange oplever, at de bliver mere kortluntede over for deres børn eller partner, end de plejer at være. Andre mærker en uro eller ængstelighed, der ikke var der før – en nervøsitet ved at skulle ud blandt mennesker, eller en frygt for, at symptomerne betyder noget alvorligt. Nogle bliver ramt af en tristhed, der føles ude af proportion med situationen, men som alligevel ikke lader sig ryste af.
Det er let at tænke, at disse reaktioner udelukkende handler om at være frustreret over symptomerne – og det spiller bestemt en rolle. Men de psykiske følger efter en hjernerystelse har ofte også en mere direkte forbindelse til selve skaden: de områder af hjernen, der er involveret i at regulere følelser, kan i en periode fungere anderledes, hvilket gør reaktionerne mere intense eller sværere at styre end normalt.
Denne side handler om, hvordan psykiske følger efter hjernerystelse typisk viser sig, hvorfor de opstår, og hvordan man kan arbejde med dem. Du kan læse mere generelt om hjernerystelse og senfølger på Hjernerystelse og senfølger.
Når følelserne føles "for store"
Et af de mest almindelige temaer er en oplevelse af, at følelsesmæssige reaktioner er blevet mere intense eller kommer hurtigere end før. En kommentar, der før ville være gledet forbi, kan nu udløse en vred eller såret reaktion. En lille forhindring – en kø, en teknisk fejl, et barn der ikke vil høre efter – kan føles uoverskuelig på en måde, der overrasker en selv mest af alt.
Mange beskriver samtidig en form for følelsesmæssig ustabilitet: man kan gå fra at være rolig til at føle sig grædefærdig eller irriteret uden en tydelig udløsende årsag. Det kan være forvirrende og skamfuldt, særligt hvis man plejer at tænke på sig selv som en, der "har styr på sig selv".
For nærmeste familie kan denne ustabilitet også være svær at læse. En partner eller et barn ved ikke altid, om den irritable tone skyldes noget, de har gjort, eller om det er en del af senfølgerne – og den usikkerhed kan i sig selv skabe afstand i relationen, netop i en periode hvor nærhed og forståelse er særligt vigtig.
Angst, uro og bekymring
Det er almindeligt at udvikle en øget årvågenhed over for egen krop og egne symptomer efter en hjernerystelse. En pludselig hovedpine eller et øjeblik med sløret syn kan udløse bekymring om, at noget er alvorligt galt, selvom det ofte blot er en del af det kendte symptombillede. Denne form for kropslig årvågenhed kan udvikle sig til en mere generel angst – en nervøsitet ved at færdes i trafikken, opholde sig i store forsamlinger eller udsætte sig for situationer, der minder om ulykken eller hændelsen, hvis hjernerystelsen skete i den forbindelse.
Angsten kan også handle om fremtiden: bekymring for, om man nogensinde bliver "sig selv" igen, om man kan beholde sit arbejde, eller om ens nærmeste mister tålmodigheden. Denne form for bekymring er forståelig, men kan – som ved andre former for angst – blive selvforstærkende, hvis den får lov at fylde ubegrænset.
For nogle udvikler bekymringen sig til en form for social tilbagetrækning. Man melder fra til middage, familiebesøg og sammenkomster – dels fordi de sanseindtryk og den sociale energi, det kræver, kan være overvældende, dels fordi man er bange for at fremstå anderledes, glemsom eller "ikke sig selv" over for andre. På kort sigt kan det føles som en lettelse at trække sig, men over tid risikerer isolationen at forstærke både angsten og det lave humør, fordi de sammenhænge, hvor man normalt henter energi og nærvær fra andre, gradvist forsvinder.
Lavt humør og tab af identitet
For nogle udvikler de psykiske følger sig i retning af et lavere humør eller egentlige depressive symptomer: mindre lyst til aktiviteter, man normalt nyder, en oplevelse af håbløshed i forhold til, hvornår det bliver bedre, og en generel følelse af at være et skridt bagud i forhold til resten af livet.
En stor del af denne belastning handler om tab – tab af den version af sig selv, man var før. Man var måske den, der klarede pres, huskede alt og havde overskud til andre. Når den rolle ikke længere passer, kan det efterlade et tomrum, som det tager tid at forholde sig til, uanset hvor midlertidigt tabet reelt viser sig at være.
Hvorfor det kræver begge perspektiver
Fordi psykiske følger efter hjernerystelse ofte har både en neurologisk og en psykologisk komponent, giver det sjældent mening at behandle dem, som om de udelukkende var "almindelig" angst eller depression – eller udelukkende en direkte konsekvens af skaden. Christoffer arbejder med begge dele samtidig: en forståelse af, hvordan hjernerystelsen kan påvirke følelsesreguleringen rent fysiologisk, kombineret med et blik for de tanke- og handlemønstre, der former, hvordan man reagerer på sine egne følelser.
I praksis betyder det, at samtalerne både handler om at normalisere de reaktioner, der opstår – de er ikke tegn på, at man "er blevet en anden" – og om at finde konkrete måder at genskabe en følelse af forudsigelighed og kontrol i hverdagen. For nogle giver det desuden mening at få kortlagt, hvilke kognitive og følelsesmæssige funktioner der er påvirket, gennem en neuropsykologisk undersøgelse.
Relaterede sider
Hvis du genkender at reagere anderledes, end du plejer, siden din hjernerystelse, er en indledende samtale altid mulig, uden forpligtelse.