Pårørende til en med hjernerystelse
Når den, man er tættest på, ikke længere er helt den samme – og man selv skal finde ud af, hvordan man rummer det.
Man taler sjældent om det, men en hjernerystelse rammer ikke kun den, der har slået hovedet. Partneren, der må overtage flere opgaver derhjemme. Forælderen, der ser sit barn blive mere kortluntet og udmattet, end det plejer. Vennen, der ikke forstår, hvorfor aftaler pludselig bliver aflyst igen og igen. Mange pårørende beskriver en oplevelse af at stå ved siden af noget, de ikke helt kan sætte sig ind i – for symptomerne kan ikke ses, og de, der er ramt, ser ofte helt raske ud.
Det kan være svært at vide, hvordan man bedst hjælper. Skal man presse på for, at den ramte kommer mere ud, eller skal man skåne? Er irritabiliteten et symptom, man skal møde med tålmodighed, eller er det blevet en vane, der skal sættes grænser for? Mange pårørende ender med at gå på listefødder, usikre på, hvad der hjælper, og bange for at gøre noget forkert – samtidig med at deres egne behov gradvist fylder mindre.
Denne side handler om, hvordan det opleves at være pårørende til en med hjernerystelse eller senfølger, og hvordan man kan finde en måde at støtte på, der ikke sker på bekostning af én selv. Du kan læse mere generelt om hjernerystelse og senfølger på Hjernerystelse og senfølger.
Når hverdagen ændrer sig for begge
En hjernerystelse med langvarige følger ændrer sjældent kun den ramtes hverdag. Praktiske opgaver flyttes ofte over på den pårørende – husholdning, økonomi, kontakt til arbejdsplads eller sundhedsvæsen, planlægning af familiens liv. Det sker gradvist og ofte uden, at nogen af parterne rigtig taler om det: den ene har ikke overskud, den anden træder til, fordi nogen er nødt til det.
Samtidig ændrer relationen sig følelsesmæssigt. Irritabilitet, tristhed eller angst hos den ramte kan gøre samværet mere uforudsigeligt, og mange pårørende beskriver, at de begynder at "læse temperaturen" i rummet, før de siger noget – på samme måde, som man ville gøre over for et menneske i krise. Det er en naturlig reaktion, men det kan over tid slide på både relationen og den pårørendes eget overskud.
Følelser, der er svære at tale om
Mange pårørende bærer på følelser, de har svært ved at sætte ord på, fordi de føles illoyale. Frustration over, at det trækker ud. Vrede over de forandringer, det har medført i eget liv. Skyldfølelse over at have de følelser, når det trods alt er den anden, der er "syg". Bekymring for, om tilstanden bliver permanent, og hvad det i så fald betyder for fremtiden sammen.
Disse følelser er ikke tegn på manglende kærlighed eller opbakning – de er en naturlig del af at leve tæt på en langvarig og uforudsigelig belastning. Men når de ikke får plads til at blive talt om, har de en tendens til at hobe sig op, indtil de kommer til udtryk som utålmodighed, distance eller udmattelse, som ingen af parterne rigtig forstår, hvor kommer fra.
Risikoen for selv at blive udmattet
Pårørende til mennesker med langvarige senfølger efter hjernerystelse er i særlig risiko for selv at blive udkørte. Det skyldes ofte en kombination af øget ansvar i hverdagen, bekymring for den anden og en tendens til at nedprioritere egne behov, fordi de virker mindre presserende. Mange bliver ved med at give, længe efter deres eget overskud er brugt op, fordi det føles svært at bede om hjælp eller sætte grænser, når den anden allerede har det svært.
Det er en glidebane, der sjældent opdages, før den pårørende selv er udmattet, irritabel eller trist – ofte med en dårlig samvittighed oveni, fordi det "jo ikke er mig, der er syg". Men et forhold, hvor kun den ene part får plads til sine reaktioner, er sjældent bæredygtigt i længden – for nogen af parterne.
Det gælder i særlig grad, når man også er forælder. Børn mærker ofte forandringen i familien, selv når man forsøger at skærme dem – en forælder, der er mere kortluntet eller mere fraværende end normalt, eller en hverdag, der pludselig er blevet mere uforudsigelig. Mange pårørende bruger derfor en stor del af deres eget overskud på at holde hverdagen så normal som muligt for børnene, hvilket kan gøre det endnu sværere at få øje på, hvor meget de selv har brug for støtte.
At finde en fælles vej igennem
Samtaler for pårørende handler om at give plads til de følelser, der ellers ikke har noget sted at være – uden at det skal gå ud over omsorgen for den, der er ramt. Det kan handle om at forstå, hvad der reelt sker i den andens hjerne og hverdag, så irritabilitet eller tilbagetrækning bliver lettere at møde uden at tage det personligt. Det kan også handle om at finde en mere ligelig fordeling af ansvar, og om at genfinde plads til egne behov og relationer, som ofte skubbes til side i en periode med krise.
Christoffer har gennem sit arbejde med mennesker ramt af hjernerystelse og erhvervet hjerneskade også mødt de pårørende, der står ved siden af – og ved, hvor stor en forskel det gør, når også deres belastning bliver taget alvorligt. Samtalerne kan foregå med den pårørende alene, eller sammen med den, der er ramt, alt efter hvad der giver mest mening i den konkrete situation.
Relaterede sider
Hvis du er pårørende til en med hjernerystelse eller senfølger og mærker, at det også tager på dig, er en indledende samtale altid mulig, uden forpligtelse.