Neuropsykologisk undersøgelse ved hjernerystelse
Et forsøg på at sætte ord og tal på noget, der ellers kun kan mærkes – ikke for at bevise noget, men for at forstå det bedre.
Mange, der har levet med senfølger efter en hjernerystelse i nogen tid, kender fornemmelsen af ikke rigtig at blive troet på – hverken af omgivelserne eller nogle gange af sig selv. Symptomerne kan ikke ses på en scanning eller måles med en blodprøve, og det kan efterlade en følelse af at stå med noget, der er reelt, men usynligt for alle andre. Det er her, en neuropsykologisk undersøgelse ofte kommer ind i billedet – ikke som en test, man kan bestå eller dumpe, men som et forsøg på at give et mere præcist billede af, hvad der reelt fylder, og hvad der stadig fungerer.
For mange er selve tanken om en undersøgelse forbundet med en vis nervøsitet. Vil det afsløre noget alvorligt? Bliver man målt og vejet på en måde, der føles ubehagelig? I praksis er formålet det modsatte: at skabe klarhed, som kan bruges konstruktivt – ikke at sætte en dom.
Denne side gennemgår, hvad en neuropsykologisk undersøgelse ved hjernerystelse typisk indebærer, og hvad den kan bruges til bagefter. Du kan læse mere generelt om hjernerystelse og senfølger på Hjernerystelse og senfølger.
Hvorfor lave en neuropsykologisk undersøgelse?
En neuropsykologisk undersøgelse laves typisk, når det er uklart, hvilke kognitive funktioner der reelt er påvirket af en hjernerystelse, og i hvilket omfang. Det kan være relevant, når symptomerne trækker ud længere end forventet, når man er i tvivl om, hvor meget man kan overkomme i arbejde eller uddannelse, eller når det er svært at adskille, hvad der skyldes selve hjerneskaden, og hvad der eksempelvis skyldes træthed, stress eller lavt humør.
Undersøgelsen giver ikke kun svar til den ramte selv. Den kan også bruges som dokumentation over for arbejdsgiver, uddannelsessted eller andre instanser, der har brug for en fagligt begrundet vurdering af, hvilke tilpasninger der reelt er behov for – frem for vage beskrivelser af "at være træt" eller "have det svært".
Hvad indebærer selve undersøgelsen?
En neuropsykologisk undersøgelse består typisk af en samtale om forhistorie, symptomer og hverdagsfunktion, kombineret med en række standardiserede test, der belyser forskellige kognitive områder – blandt andet opmærksomhed, hukommelse, mentalt tempo og eksekutive funktioner som planlægning og overblik. Testene er ikke udformet til at være ubehagelige eller stressende; mange oplever dem nærmere som konkrete og håndgribelige, sammenlignet med at skulle beskrive vage, svært definerbare symptomer i ord.
Resultaterne sammenholdes med, hvad der er forventeligt for en person med samme alder og baggrund, hvilket gør det muligt at pege på specifikke områder, hvor der er en reel nedsat funktion – og lige så vigtigt, hvilke områder der fungerer upåvirket. Den samlede vurdering formidles bagefter i et sprog, der giver mening i hverdagen, ikke som en liste af tal og fagtermer.
En hel undersøgelse strækker sig typisk over mere end én samtale, blandt andet fordi selve testningen kræver koncentration, som netop kan være en af de ting, der er påvirket efter en hjernerystelse. Der bliver derfor lagt vægt på at tilrettelægge forløbet i et tempo, som tager højde for dette – med pauser undervejs og en forventning om, at trætheden efter en testdag kan være mærkbar. Det er en del af undersøgelsen i sig selv, ikke en fejl ved den, hvis det opleves krævende.
Hvad kan en vurdering bruges til bagefter?
En neuropsykologisk vurdering er sjældent et mål i sig selv, men et redskab til det videre forløb. Den kan bruges til at målrette de strategier, man arbejder med i samtalerne – for eksempel ved at vise, at det især er den mentale udholdenhed, ikke evnen til at tænke klart i korte perioder, der er udfordret, hvilket peger i retning af pauser og dosering frem for at "træne sig op" gennem længere arbejdsperioder.
Den kan også gøre det lettere at tale med omgivelserne om, hvad der reelt er brug for. En dokumenteret nedsat mental udholdenhed vejer ofte tungere i en samtale med en arbejdsgiver end en beskrivelse af, at man "føler sig træt". For nogle er det i sig selv en lettelse blot at få sat faglige ord på noget, de har gået og mærket alene i lang tid – en bekræftelse af, at det, de oplever, er reelt og genkendeligt, ikke indbildt eller overdrevet.
Christoffers tilgang til undersøgelsen
Christoffer er uddannet inden for neuropsykologi og medlem af Selskabet for Danske Neuropsykologer, og har gennem flere år arbejdet med mennesker ramt af hjernerystelse og erhvervet hjerneskade. I hans tilgang til undersøgelsen vægtes det, at resultaterne aldrig står alene: de fortolkes altid i lyset af den enkeltes livssituation, arbejde og hverdag, og bruges som afsæt for en samtale om, hvad der konkret kan gøre hverdagen mere overkommelig – ikke som en teknisk rapport, der efterlades uden sammenhæng.
For nogle bliver undersøgelsen et vendepunkt i forløbet: fra en diffus og til tider ensom kamp med usynlige symptomer, til en mere fælles og konkret forståelse af, hvad der er på spil, og hvordan man kommer videre derfra.
Det betyder ikke, at en undersøgelse er nødvendig for alle, der har senfølger efter en hjernerystelse. For nogle giver det mere mening at arbejde med de tanke- og handlemønstre, der holder symptomerne ved, uden en forudgående testning. Men for dem, der har brugt lang tid på at gætte sig frem til, hvad der egentlig foregår, kan den konkrete afklaring i sig selv være en lettelse – uanset hvad den viser.
Relaterede sider
Hvis du overvejer en neuropsykologisk undersøgelse, eller er i tvivl om, hvad det kan give dig, er en indledende samtale altid mulig, uden forpligtelse.