Social usikkerhed og lavt selvværd
Følelsen af at stå ved siden af, selv når man er midt i selskabet – og af aldrig helt at høre til.
Mange med lavt selvværd oplever sociale sammenhænge som en form for balancegang, hvor det kræver konstant opmærksomhed at undgå at sige eller gøre noget, der kan afsløre, at man ikke er interessant, sjov eller kompetent nok. Selv i selskab med mennesker, man kender godt, kan der være en indre uro, der holder øje med, om man nu fylder for lidt, for meget, eller det forkerte.
Det kan vise sig som en oplevelse af at være "på" i sociale situationer – at skulle spille en version af sig selv, der er lidt mere afslappet, sjov eller interessant, end man føler sig indeni. Eller som en tendens til at trække sig, forlade selskaber tidligt eller undgå invitationer helt, fordi den sociale anstrengelse simpelthen føles for stor i forhold til udbyttet.
Denne side handler om, hvordan lavt selvværd påvirker den sociale usikkerhed, og hvordan man kan begynde at føle sig mere tryg blandt andre. Du kan læse mere generelt om lavt selvværd på Lavt selvværd.
Når man frygter at blive gennemskuet
En central del af social usikkerhed, der udspringer af lavt selvværd, er frygten for at blive "gennemskuet" – at andre på et tidspunkt vil opdage, at man ikke er så kompetent, sjov eller værdifuld, som man har formået at fremstå. Denne frygt kan gøre selv afslappede sociale situationer anspændte, fordi opmærksomheden hele tiden er rettet mod at overvåge eget indtryk snarere end at være til stede i samværet.
Det kan give en oplevelse af aldrig rigtig at kunne slappe af sammen med andre, fordi en del af opmærksomheden konstant er optaget af selvovervågning: Sagde jeg noget dumt? Kedede jeg dem? Var jeg for meget, eller for lidt? Denne indre kommentering gør det svært at være naturligt til stede og nyde samværet, som det er.
Hvordan viser det sig i praksis?
Nogle oplever social usikkerhed mest tydeligt i nye eller ukendte sammenhænge – en ny arbejdsplads, et selskab med fremmede. Andre mærker det også i kendte relationer, hvor de alligevel aldrig helt slipper fornemmelsen af at skulle bevise deres værd. Fælles er ofte en tendens til at sammenligne sig selv med andre i rummet og systematisk komme til kort i sammenligningen – andre virker mere afslappede, sjovere, mere på plads.
Mange udvikler også strategier for at minimere risikoen: at tale mindre, for at undgå at sige noget forkert. At holde sig i baggrunden, så man ikke bliver genstand for opmærksomhed. At sige ja til færre sociale invitationer over tid, indtil den sociale verden gradvist bliver mindre. Disse strategier lindrer ubehaget på kort sigt, men de forstærker samtidig isolationen og den grundlæggende følelse af ikke at høre til.
Nogle oplever det stærkest i grupper, andre har det faktisk lettere i større forsamlinger, hvor man lettere kan blive usynlig, og sværere i mere intime én-til-én-situationer, hvor der ikke er andre at gemme sig bag. Mønstret er sjældent identisk fra person til person, selvom den underliggende usikkerhed på egen værdi ofte er den samme.
Hvorfor bliver det ved?
En vigtig grund til, at social usikkerhed hænger ved, er, at man sjældent får testet, om frygten for afvisning eller bedømmelse faktisk holder stik – netop fordi man enten holder sig tilbage eller er så optaget af selvovervågning, at man aldrig rigtig er til stede i situationen på en måde, der giver plads til nye erfaringer. Man kommer hjem fra en sammenkomst og husker primært de øjeblikke, hvor man følte sig utilstrækkelig, mens de gange, samværet faktisk fungerede fint, glider i baggrunden.
Der er også en tendens til at overvurdere, hvor meget andre faktisk lægger mærke til og dømmer én. De fleste mennesker er langt mere optaget af deres eget indtryk end af at bedømme andres – men når man selv er fanget i intens selvovervågning, er det svært at forestille sig, at andre ikke gør det samme.
Denne skævhed i opmærksomhed er en af de mest almindelige, men også en af de sværeste at rette op på alene, netop fordi den føles så indlysende sand indefra. Det kræver ofte en udefrakommende stemme – og gentagne, konkrete erfaringer – før antagelsen for alvor begynder at give sig.
At finde mere ro i sociale sammenhænge
I samtalerne arbejder vi med at få øje på den selvovervågning, der ofte ligger bag social usikkerhed, og gradvist flytte opmærksomheden fra "hvordan fremstår jeg" til at faktisk være til stede i det, der sker. Det handler også om at undersøge, hvor realistiske antagelserne om andres bedømmelse egentlig er, og om at øve sig i at deltage socialt, uden at det kræver perfekt performance først.
For nogle giver det mening at arbejde med konkrete, afgrænsede sociale situationer, hvor usikkerheden er størst, og gradvist opbygge erfaringer, der modsiger frygten. Målet er ikke at blive et helt andet menneske socialt, men at kunne være til stede blandt andre uden at bruge al sin energi på at overvåge og forsvare sig selv.
Mange oplever, at det hjælper at starte i de sammenhænge, der føles mindst risikable, og gradvist bevæge sig mod de mere krævende situationer – frem for at forsøge at løse alt på én gang. Den gradvise tilgang giver mulighed for at opbygge en mere solid erfaring med, at samvær kan lykkes, uden at det kræver perfekt performance hver gang.
Relaterede sider
Hvis du genkender følelsen af ikke rigtig at høre til, selv blandt mennesker du kender, er en indledende samtale altid mulig, uden forpligtelse.