Panikangst

Panikangst er en lidelse karakteriseret af pludselige anfald af angst eller panik, når der ikke er fare på færde. Man vil opleve en intens angstfølelse og en række ubehagelige kropslige symptomer. Oftest hjertebanken, svimmelhed, svedige håndflader, hyperventilering eller vejrtrækningsbesvær og uvirkelighedsfornemmelse. I forbindelse med et panikanfald vil man ofte være bange for, at ét eller flere af de kropslige symptomer er symptomer på, at der er noget galt med for eksempel ens hjerte eller vejrtrækning. Man kan også blive bange for, at hvis angsten fortsætter, vil man miste kontrollen og besvime, blive sindssyg eller dø.

I kølvandet på et angstanfald vil man måske begynde at bekymre sig om, at man vil opleve et angstanfald igen. Man vil ofte være mere opmærksom på de kropslige fornemmelser, man forbinder med et panikanfald – for eksempel sin vejrtrækning eller sit hjerte. Måske vil man også begynde at undgå steder, der minder én om angstanfaldet. Hvis man har haft et angstanfald i metroen eller i supermarkedet, vil man måske undgå at tage metroen eller gå i supermarkedet igen. På den måde kan panikangst blive en ret invaliderende og begrænsende lidelse.

Den gode nyhed er, at der er gode muligheder for behandling. Sundhedsstyrelsen anbefaler at behandle panikangst med kognitiv adfærdsterapi. Jeg har omfattende erfaring i kognitiv behandling af panikangst og ser rigtig gode resultater med dette.

Har du spørgsmål eller brug for en uforpligtende snak, hvor vi kan afklare, om jeg kan hjælpe dig, er du meget velkommen til at ringe eller skrive til mig.